Fiji

Feriestemning – big time!

Vi er sejlet videre til en ny lille fjiansk ø i øgruppen Yasawa, og her er det mest fantastiske koralrev lige ude foran vores hytte.

Vi snorkler direkte fra stranden, men skal dog lige svømme udenom de værste bølger og ud på den anden side af, hvor bølgerne bryder. Derude er der det mest fantastiske koralrev, med smukke farver og masser af flotte fisk, blæksprutter, enkelte små hajer osv. osv. Til trods for, at vi har boet i Egypten og snorklet ufattelig mange timer i de smukkeste dele af Rødehavet, så er det her noget af det flotteste vi nogensinde har set. Revet har stadig masser af farver, mangfoldigheden blandt fiskene er stor og vandet er krystalklart! Alberthe og hendes veninder i børnehaven leger og taler virkelig meget om enhjørninger, så glæden var STOR da hun så massevis af enhjørningefisk – så var lykken gjort 🙂 Vi har ikke nogle særlig gode billeder fra revet, men håber vi kan snuppe nogle fra vores videoer, når vi kommer hjem, men så langt er vi ikke lige nået endnu.

Et par morgener tog vi ud og snorkle lige inden solopgang, i håbet om at se skildpadder, dog desværre uden held. Men det var nu ufattelig smukt alligevel, og en dejlig måde at starte morgenen på. Morgenmaden smagte på mystisk vis endnu bedre på disse dage, og appetitten fejlede ikke noget efter en god times svømmetur.

Generelt set, så er maden overraskende god – faktisk er det virkelig lækkert! Eftersom der ikke er andre steder end resortet at spise på øen (og heller ikke lige et sted man selv kan handle noget mad), så er opholdet her inkl. en “meal-plan” med 3 måltider pr. dag. Vi har prøvet dette før, på Fillippinerne, hvor maden virkelig var spartansk… det var ris + den fisk de havde fanget den pågældende dag, eller evt. paneret kylling – og det var så det – 3 gange om dagen. Så vi havde bestemt ikke store forventninger til maden, og havde også tanket godt op på kiks inden vi sejlede ud på øerne (det er det samme på alle 3 øer vi skal bo på på Fiji). Men vi blev positivt overraskede – det er virkelig lækkert! Stor morgenbuffet, masser af lækre retter at vælge imellem til frokost, og 3 retters menu til aften, igen med masser af valgmuligheder. Det gør bestemt ikke opholdet dårligere, tværtimod. Rasmus har også været med i køkkenet og lave noget traditionel Fijiansk fisk (som jeg virkelig ikke kan huske, hvad hedder) – det skulle han naturligvis prøve, når nu muligheden var der.

Okay så – ud af virkelig mange måltider nåede jeg kun et enkelt billede af en dessert, inden den blev spist…

Vi laver ellers så lidt som muligt; bader og snorkler en masse, laver armbånd af små skaller, slapper af, læser bøger (De 5-bøgerne er stadig et kæmpe hit hos ungerne – hvis jeg skal være helt ærlig, så er de nok et hit hos os alle 4:-) ), laver Soduko og Kryds&Tværs, lægger kabaler, spiller vendespil, Kryds & Bolle, og Sænke Slagskib, samt massevis af kortspil.

Vi har efterhånden nået igennem virkelig, virkelig mange spil kort deriblandt Uno, 500, Fisk, Krig, 31, Casino og sidst men ikke mindst, feriefavoritten RØVHUL. Pigerne synes det er ret fedt (og lidt hemmeligt), at de gerne må sige “røvhul” fordi det er navnet på spillet:-) Vi har dog skulle forklare spillet for en del nysgerrige tilskuere, og det har været ret underholdende på engelsk… bl.a. var der en ældre dame, som spurgte ind til, hvad vi spillede. Vi forklarede det selvfølgelig og fortalte også, at enten vandt man og blev præsident, og hvis man tabte blev man det modsatte, nemlig røvhul. Hvortil hun meget bramfrit udbrød “we have a President, and he is an asshole”. Det var temmelig forfriskende, og derefter turde vi bestemt godt berøre emnet amerikansk politik med det snakkesaglige ældre ægtepar.

I øvrigt, så er grunden til, at vi overhoved kom i snak med det amerikanske ægtepar, at man spiser sammen ved store borde, og bare fylder op, hvor der er plads. Så man har ikke nødvendigvis sit eget bord, men det er lavsæson så her er ellers rigelig god plads. Det er på sin vis meget hyggeligt med fællesborde, og helt klart en nem måde at komme i snak med en masse andre mennesker på. Vi sætter dog også stor pris på bare at sidde og snakke os 4 selv (særligt fordi pigerne jo ikke helt forstår, hvad de andre siger, og vi derfor konstant sidder og oversætter), og så plejer vi også altid at spille kort når vi venter på maden – og det er altså ret hyggeligt.

Vi har det stadig godt, og Fiji er simpelthen så skønt! Jeg troede ikke, at der var noget der kunne leve op til Samoa – men hvis nogen spurgte mig lige nu, så ville jeg ikke vide, hvad der var bedst… Begge steder har blæst os bagover!

Vi lærte at flette kurve af palmeblade, af en flink gut fra den nærliggende landsby. Jeg skal hilse og sige, at det ikke var helt nemt…

Vi lavede også armbånd og ankelkæder af fine skaller – en rigtig ferieting:-)

One thought on “Feriestemning – big time!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s