Efter 5 nætter på hotel på Mauis vestkyst, var det på tide at rykke teltpælene op og tage ud og campere. Vi havde lejet en bil, hvor man kunne slå et telt ud oppe på taget af bilen, så vi bare kunne overnatte hvor som helst. Så kunne der sove 2 af os i teltet på bilens tag, og 2 personer bag i bilen, når sæderne blev lagt ned. Smadder smart og fleksibelt. MEN, aftenen inden vi skulle hente bilen fik vi en mail fra udlejeren; “beklager, men det telt i skulle have sovet i, på toppen af bilen, er desværre blæst af bilen og kan ikke sættes på igen” – Øhhhh… så var gode råd dyre. 😱
Udlejeren af bilen lovede at skaffe os et almindeligt telt, og vi kunne simpelthen ikke nå at finde en anden løsning, med plads til 4 personer (der er ikke meget at vælge imellem på Maui), så vi valgte at takke ja til teltet og så måtte vi indrette os efter det…
Den første dag med bilen skulle vi egentlig være kørt op til toppen af en vulkan (Haleakala) og have set solnedgangen, samt have overnattet der, så vi også kunne nå at opleve solopgangen fra toppen, inden vi kørte videre. Men Haleakala var ganske enkelt helt lukket af, pga. sne og is – der var simpelthen adgang forbudt på grund af farlige vejrforhold. Vi mødte flere lokale indbyggere, som aldrig havde oplevet dette før, så det var igen temmelig dårlig timing!
Så vi pakkede bare bilen og kørte lidt rundt på må og få, i jagten efter at finde et sted at overnatte. Vi slog os ned på en strand (Sugar Beach) og satte teltet op i sandet.
Sand-skildpadder
Lad mig bare afsløre, at teltpløkker IKKE er meget bevendt i det blødeste, hvide sand… 😳 Vi smed at par af de tunge rygsække ind i teltet, bare for at holde det nede på sandet, da det blæste en del. Rasmus tog en aften-snorkeltur med børnene (ærlig talt, så frøs jeg og kunne ikke overskue tanken om at skulle lægge mig til at sove med vådt hår, i et vindomsust telt, så jeg sprang over) og de fik alle 3 set en smuk skildpadde, helt tæt på. De var helt oppe og ringe, og det må siges at snorkelturen var en succes!
På vej ud og snorkle
Det var en smuk nat, med fuldmåne og smukke klare stjerner på himlen – men det var altså også en halvlang nat. Det var egentlig ikke koldt, men det blæste en hel del, og der var store bølger, hvilket lød virkelig voldssomt. Vandet steg så meget, at det kun manglede få centimeter for at nå op til teltet… Rasmus lagde sig ud i sandet og sov, med fødderne mod havet, så han ville nå at få våde fødder (og dermed forhåbentlig vågne), INDEN vandet kom helt ind i teltet – smart vagtværn, og temmelig sejt og survivor-agtigt, i min optik 😉💪🏻
Vores personlige vagtværn 😉
Så vi var vågne en del gange den nat, men det var det hele værd, da vi næste morgen sad i sandt og spiste morgenmad, og så solen stige op.
Teltet pakkes sammen 
Morgenmad
Vi pakkede grejet sammen og kørte op i terrænet, og ned af bittesmå bjergveje, til en lille chokoladefarm. Her blev vi vist rundt og lærte en masse om at dyrke kakaobønner. Vi smagte på kakaoen igennem alle faser af processen, og det smagte virkelig ikke som lækker chokolade… det var bittert og stærkt. Til sidst var der dog chokoladesmagning med “færdig” chokolade fra alle mulige steder i verden – og det var straks bedre 😊
Facts om kakaotræer: Hawaii er efter sigende det nordligst beliggende sted, hvor der kan vokse kakaotræer. De fleste vokser på, eller syd for, ækvator. Et kakaotræ bliver op til 60 år gammelt. Når man først planter det, så tager det (på Hawaii) ca. 5 år, før man kan høste de første frugter. Derefter kan der høstes 2 gange om året. Man skraber i overfladen på frugten (mens den stadig sidder på træet) for at se om den er moden. Er den gul hvor man skraber, så er den klar til at blive klippet af – er den grøn under skrællen, så skal den blive hængende. Selve skrællen kan have alle regnbuens farver, det viser ikke noget om, hvorvidt den er moden.
Farmen var også begyndt på kaffedyrkning 
Vi kørte ned til den sydligste del af Maui, hvor vejret var mere som forventet på Hawaii; lidt varmere temperaturer, nogle solstråler og kun korte, heftige byger ind imellem. Vi satte kursen mod øst, og kørte ad “bagvejen” mod en lille by, der hedder Hana. Det er en smal bjergvej, med uendelige hårnålesving, der følger sydkysten. Man har lodret klippevæg på den ene side, og bjergskrænt direkte ned i haven på den anden side… 😱 Vejen er ofte lukket, da dele af den jævnligt styrter i havet, og der er kun asfalteret på noget af strækningen, så man man skal have en terrængående bil. Der går også køer og geder ude på vejen, så vi skulle lige være ekstra vågne. Jeg kan efterfølgende se, at jeg slet ikke har fået taget billeder af vejen, da den begyndte at blive vanskelig at køre på – der havde jeg ærlig talt nok rigeligt at se til…
Vejen er meget smal, så vi kørte ofte 100 meter frem, for derefter at bakke 50 meter, så en modkørende kunne passere. Alberthe sagde på et tidspunkt “Helt ærligt, jeg tror altså vi kører mere baglæns end forlæns – vi kommer jo ALDRIG nogen vegne” – og det var lige før hun havde ret… Vi havde selvfølgelig på forhånd undersøgt, at vejen ikke var lukket og sikret os, at vi (læs; Rasmus) havde styr på at slå over til 4-hjulstræk, men det var mildest talt en nervepirrende tur! Men det var simpelthen også noget af det smukkeste, men meget rå og barske natur, vi nogensinde har set! Vi kom helskindet frem (det havde I jo nok gættet) og jeg tager hatten af for Rasmus, der kørte virkelig godt og kontrolleret, mens jeg sad stiv af skræk på forsædet og koncentrerede mig om at virke rolig, og ikke smitte ungerne. Det lykkedes og jeg havde kun en lille smule ondt i kæberne af at skære ansigt i 3-4 timer i træk… 🤪
Vi kom frem til Kipahulu campground (=græsplæne), hvor der simpelthen var så hyggeligt, skønt og smukt – det var hele køreturen værd! Det lå lidt nede i en dal, så der var læ – solen skinnede fra en skyfri himmel og et par unge surfer-gutter spillede hyggelig reggae-musik. Det kunne ikke blive meget bedre! ❤️
Generelt er klientellet her sydpå et helt andet end på vestkysten, hvor det hovedsagligt var ældre eller meget velstillede amerikanere. På sydkysten er det hovedsagligt yngre mennesker, surfertyper, nogle få ældre hippier osv. Meget afslappet og skøn stemning – vi er vilde med det! Der er ikke så mange andre familier, og vi har heller ikke mødt en eneste dansker endnu – og det gør os bestemt ikke noget.
Vores “teltplads” var ganske tæt på et virkelig flot vandfald, og vi gik derop igennem et imponerende stykke regnskov. Jeg kunne godt få det til at lyde meget mere sejt ved at skrive, at vi hikede derop – men jeg har stadig til gode at finde ud af forskellen på at “gå” og “hike”? 😳 Mht pigerne, så er det ganske let at få dem til at gå en længere tur, for i øjeblikket leger de nemlig spejderlederne Emma og Rikke, og så går man jo på lange spejderture og kigger på dyr, træer, blade, blomster osv. De er nogle kommanderende spejderledere – men vi er vist til tider også nogle svære “børn” at have med på spejdertur 😉
Børnene lavede aftensmad ved teltet, og vi spiste i græsset mens solen gik ned. Da vi skulle falde i søvn var det en helt anden oplevelse end den foregående nat – denne gang var der ingen blæst, kun nogle få søvndyssende bølger og lyden en masse cikader, som åbenbart gik senere i seng end os… Skøøønt! 👌
I morgen venter endnu en spændende dag 😊
MyWin 